Klokken nærmede sig kvart i, og min taxa kom ikke. Det sagde jeg til Amit, som havde sluttet sig til mig på pladsen udenfor hotellet og spurgte, om jeg skulle til hovedbanegården? Jeg skal direkte til Amsterdam, forklarede jeg, men min taxa kommer ikke. Da der var gået yderligere ti minutter, i løbet af hvilke, hverken min eller hans chauffør var dukket op, steg vi sammen på den første den bedste vogn, der drejede ned ad Spui. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke hans navn, og da vi endelig præsenterede os, troede jeg, at han sagde Ahmed. Navnet Amit fandtes ikke før endnu senere, hvor jeg tog imod hans visitkort og indså min fejltagelse, men det forhindrer mig jo ikke i at lade det svæve over situationen som en special effect. Måske gav han mig faktisk allerede hånden (og med hånden sit navn), da vi stod ude foran hotellet, i den skrå regn. Hvis det er tilfældet havde jeg ikke bidt mærke i det. Mit fokus var ikke rigtig på den venlige nordindisk udseende mand, der stod og frøs i sin vindjakke. Tanken om at komme for sent til mit fly, og dermed udsætte det øjeblik, hvor jeg skulle holde min datter i mine arme, forstyrrede mig. Der er ikke langt fra Hotel Mercure til Den Haag Centraal, vi var fremme i løbet af få minutter. Amit fandt sit kort for at betale, men chaufføren insisterede på, at han kun tog imod kontanter. Lettet rakte jeg ham en tyve-euro seddel, som han ligeså lettet og med et nik stak i skjortelommen. Det tog mig et øjeblik at forstå, at han ikke havde tænkt sig at give mig nogle penge tilbage. Tyve euro, sagde jeg? For den tur? Han rystede på hovedet, halvt beklagede, halvt afvisende. No change. Amit spurgte om han lavede sjov, men chaufføren forsikrede os om, at det gjorde han ikke. No change betød ganske enkelt no change. Ingen af os havde tid til at diskutere, og vi lod chaufføren køre afsted med sin triste mine og sine drikkepenge. Amit følte sig tydeligvis sat i forlegenhed over, at jeg så rigeligt havde betalt for hans tur til banegården, og da vi havde sikret os, at vi kunne nå det næste tog til lufthavnen, bød han mig på en kop kaffe. Jeg takkede ja. Udover at have lyst til kaffe, følte jeg mig, nu hvor jeg vidste, at jeg ville nå mit fly, hensat i mit mest snaksagelige, mit mest elskværdige, humør. Jeg spruttede som en stjernekaster! Der var ikke det emne, jeg ikke interesserede mig for, ikke den vittighed, jeg ikke kunne grine hjerteligt af – eller replicere vittigt på, og i løbet af de fyrre minutter vi tilbragte på toget, følte jeg, at jeg lærte Amit bedre at kende end nogen af de mennesker, jeg netop havde tilbragt fire dage sammen med. Det var ikke fordi, han fortalte så frygtelig meget om sig selv; udover at han arbejder for Maersk og bor i Sydafrika med sin kone og deres datter – og at han bruger virkelig meget sukker i sin kaffe – ved jeg ingenting om Amit Tandor. Det var spørgsmålene, han stillede mig, og måden, han stillede dem på, der lidt efter lidt tegnede konturerne af et menneske, som længtes efter noget, som måske allerede var for sent. Jeg lovede ham, at jeg ville ringe.

Skammen er kommet rullende med taktfuld forsinkelse, men gør ikke sit arbejde mindre grundigt af den grund. Jeg skammer mig over alting: Mit ansigt, min stemme, de penge jeg bruger, og dem, jeg ikke bruger. Jeg skammer mig ved tanken om at pakke min kuffert (lørdag aften vil den ikke kunne gabe over sit indhold) og over måden, jeg tømmer først ét glas vand, før jeg fylder det igen, drikker halvdelen og hælder resten ud i vasken. Over at være her i kraft af en bog, jeg skrev for over tre år siden og næsten har glemt hvad gik ud på. Forbandet være hele det djævelske maskineri, der sættes i gang, når nogen begynder at kalde dig forfatter, og du begynder at tro dem. Nu sidder jeg også på caféen og hoster som en imbecil! Den slags opførsel er jeg slet ikke smuk nok til længere. Desuden burde jeg have ringet og ønsket min søn glædelig Halloween, præcis som jeg burde have løftet min datter op af sengen, kysset hendes næse og skiftet den tunge ble, før jeg gave hende dagens første flaske. Ah hvor jeg savner den vidunderligt krydrede lugt af hendes tis! I stedet serveres for mig skammens kolde frugtsalat og en regn, der uophørligt kæler for mine ophovnede øjne og min ensomhed. Ikke engang noget så prosaisk en pedicureaftale vil lykkes i dag. Jeg mødte op til aftalt tid til en mørk og lukket salon. Da jeg ringede til nummeret, som stod angivet på hjemmesiden kunne jeg høre telefonen gennem den låste glasdør. Je hebt Amberskin bereikt. We zijn er momenteel niet. Jeg lagde en opgivende, men ikke bebrejdende besked, og gik min vej. Det virker kun alt for passende, at et forkølelsessår over natten er blomstret i min ene mundvig, en sviende rose. Af en eller anden grund kan jeg ikke slippe den tanke at trafikken i denne by ikke er virkelig; at den er en slags dukketrafik. Jeg frygter den ikke tilstrækkeligt, forventer ligefrem, at den vil bøje af, opløse sig, føles blød som en svanevinge, skulle den alligevel strejfe mig. Trods alting lader det sig gøre, ved dette bord i dette vindue, at renskrive de tre digte:

Bestemmelser

Jeg drømte om dig i nat.
Du forlod mig for en perkussionist
ved navn Veronica
forlod mig uden først at have
været min.

Det kunne du i drømmen
ligesom alle vinduerne i huset
stod åbne mod regnen der
faldt uden lyd

Det var en fin og trist drøm
hvor vi alle sammen var yngre
end vi i virkeligheden er

man bestemmer ikke selv
hvem man elsker
i en drøm og i nat elskede
jeg dig.

Min kærlighed strakte sig
besværligt ind i morgenen
indtil den væltede noget og
vækkede min datter
hun ligner sin far
sin far på en prik

Vores barn ville blive
stort og grimt
med to hårde øjne,
lange alvorlige kinder.

Det skænkede jeg ikke
en tanke i nat, da jeg fandt
dig leende og lykkelig
i Veronicas arme.

Nu ved jeg, det var for det bedste.
Vi to må aldrig få hinanden.

Fødselsdagsbrevet

Jeg kortlægger tålmodigt
hans mangler
efter snart fem år er et mønster
trådt frem og jeg
kan bruge dets smidige matematik
til at håne ham,
jeg ved præcis hvornår
og hvordan han vil fejle.

Der er noget galt
med hans hænder
trods deres størrelse og
fine form duer de
ikke rigtig
fingrene kan ikke binde knude
eller reparere gardinsnore, når
den brister midt om natten og lyden
vækker mig, men ingen andre:

Skal du virkelig for altid pine mig ved at udtale violin med den udannedes bløde V?

Jeg forstår at jeg er den syge
og venter kun på, at kærligheden skal
vende tilbage til min stive krop
som man venter på en årstid
eller det brev, min ven har sendt
i forbindelse med min fødselsdag.
Det er seks dage siden
i dag og i postkassen
finder jeg hver morgen
den samme stak
sammensunkne reklamer.

Hjemmegående

Jeg ser mig for ofte i spejlet
foran min datter
og lærer hende således
den første måde
at holde sig inden for grænserne på
en æreløs vane,
og med årene
stadig mere nedslående.

Jeg skulle måske have
taget flere billeder af mig selv,
sagde min mor stille
som det allerede
var for sent.

Men går der for længe
imellem føler jeg mig fanget
i øjnene, drevet omkring
af deres endeløse
se! se! se!
dér er et menneske
og dér en blank and, et træ med lungeformede blade
hullet mit i gaden fuld af arbejdsmænd og popmusik
– indtil jeg er åndelås og
fuld af længsel
efter mit eget
hemmelige ansigt.

Det er endnu ikke muligt at sige
hvem af mine børn jeg ligner mest.

Den lille pige i sengen havde den samme lave pande og de samme blanke øjenbryn som Dunia, og jeg måtte bede til, at hun ikke var død. Hun var død, men så så levende ud, at jeg besluttede, det ikke behøvede betyde noget. Hænderne lå spilet ud som søstjerner på det kølige linned, kinderne og den runde mund var svagt rosa. Jeg har glemt navnet på maleren, og det er heller ikke vigtigt. Ingenting er vigtigt. Bagefter gik jeg ud i solen med min alt for tunge taske, tilfreds med at have sprunget køen i museumsbutikken over på en så gadedreng-agtig måde: jeg efterlod lige penge og en seddel, hvor der stod Hér, for de fem postkort, gik min vej med værdige skridt. Det var lige før, hjertet hamrede i mit bryst. Resten af dagen var det afgørende ikke at fare for meget vild, at dreje ned ad de rigtige gader og holde sig verdenshjørnerne for øje. I en genbrugsbutik ved kanalen købte jeg en jakke af lammeskind med borter af rødt læder og tog den på med det samme. Lucky lucky girl, sagde ekspedienten, idet hun overrakte mig kvitteringen. Da jeg nogle timer senere stak hånden i jakkens dybe lomme fandt jeg to runde tyggegummier og puttede taknemmeligt det ene i munden (jeg har glemt en tandbørste og også glemt at købe en). Det skete på Escher-museet, som jeg ikke havde planlagt at besøge: Jeg har intet forhold til hans værker, men det var for tidligt at gå tilbage til hotellet, og Lange Voorhout glødede af ond rigdom i eftermiddagssolen. Inde i det gamle palads var mange høje spejle, jeg diskret kunne beundre jakken i, og i en af salene kørte der en film, som fik hans liv til at fremstå ligeså renset for menneskelige fejl som litografierne på væggene. Familien Escher flyttede sig fra hus til hus fra land til land, mens årene tikkede muntert forbi. Sønnerne og konen var der hele tiden, men som en summen i periferien, og altid – et sted i midten af det hele – var der et rent og stille rum, hvor Maurits kunne udtænke sine svimlende sort-hvide verdner i fred. Alle de timer, hvor døren til hans rum var lukket, hvor ryggen (hvis man dristede sig til at åbne den lukkede dør) var det eneste, man så af sin far, af sin mand.  Jeg forlod museet nedtrykt og måtte gøre mig umage for ikke at invitere døden ind i mine tanker om livet. Der var søen med gyldent vand, der var tårnenes silhuetter, men dér, dér på en bænk, sidder jo også en gammel dame med åben mund og stirrer på det! Hun har travlt nu, med at nå al skønheden og kun sine hævede ben til at bære sig omkring. Jeg skynder mig hjem, hovedpinen dundrer som hestehove bag panden. Lucky, lucky, lucky.

I telefonen i går fortalte min søster, at hun havde taget en tre-i-ener med på læsesalen for i det mindste at få klippet sine tånegle. Hun har en ubehagelig følelse af, at hendes speciale er blevet klogere end hun selv er. Sent om aftenen, når hun slukker lyset og cykler hjem fra Amager, kan hun føle noget, der minder om ro, men næste morgen er det endnu en gang som at stirre ind et dunkelt tornekrat. Man skulle egentlig have været filolog for at skrive om det her, sukkede hun, og for resten skylder jeg dig en fødselsdagsgave. Jeg stod i køkkenet og stegte gnocchi, mens vi talte, i godt humør over lyden af hendes nasale stemme, duften af brunet smør, der langsomt fyldte rummet. Dunia sad i bæreselen og studerede min mund bevæge sig; ind imellem borede hun ansigtet ind i mit bryst. Jeg ved stadig ikke hvad den gestus betyder. Der kan gå nogle dage, hvor hun ikke gør det, men det vender altid tilbage. Det bekymrer mig ikke. Ikke alt, hvad jeg ikke forstår, bekymrer mig. Det er fremskridt. Nogle ældre kvinder har unge, næsten barnlige, stemmer, har jeg bemærket. Hvis man lukker øjnene kan man forestille sig den pige, stemmen tilhører, åbner man dem, forsvinder hun ikke helt, men bliver hængende i den gamles ansigt som en skygge, der langsomt glider bort. Der var netop en sådan kvinde med metroen på vej ud til lufthavnen, hvor jeg er ankommet i alt for god tid. En mand og hans søn leder forgæves efter en stikkontakt, men de smiler opmuntrende til hinanden, og lader mig på denne måde forstå, at det nok skal gå alligevel. Det vil jeg, blandt andet, aldrig få mulighed for at takke dem for. Så snart Nitesh trådte ind ad døren, trak det i mig for at komme afsted. Min taske var pakket og stod ved klaveret, vanterne og halstørklædet lå ovenpå. Solen skinnede ind gennem de beskidte ruder og fik legetøjet til at lyse: gul, turkis, lilla, klar pink. Afskeden blev brat og tør, det var sådan, jeg ville have det. Jeg glemte ikke posen med bleer, jeg

glemte ikke at stille cyklen frem til min søn. Jeg huskede, at jeg elskede dem og at sige det.

Køkkenet i den indonesiske restaurant lå i forlængelse af spisesalen, så nu lugter min røde uldfrakke af stegeos og ris. Jeg har hængt den op på en bøjle ved det åbne vindue, og kan ikke holde op med at registrere et menneske i rød uldfrakke, der står bag gardinet og roligt betragter mig arbejde. Adrienne Rich skriver, i 1974 eller 75: ”Indtil vi finder hinanden, er vi alene”.

Jeg skrev til Elinor og Marcelle, at jeg havde tænkt over det, og at jeg ikke kunne være væk fra min datter i de tre dage, festivalen varer. Jeg havde taget imod invitationen, før hun fik sit ansigt, mens hun endnu var et spædt og morsomt potentiale. Sommeren skyggede for efteråret, det føltes fiktivt, langt væk. Men i oktober vil hun være 6 måneder gammel – og hvem ved hvad hun så kan!? Sidde med ret ryg i sin højstol? Spise kogte grøntsager og små stykker brød? Måske sover hun igen om natten uden at vågne og pludre højt og længe i de timer, der er blevet fuld af sære huller. En måned er en evighed i det lille barns tidsregning, og jeg – jeg vil være den samme. Jeg skrev og forklarede, at min kæreste havde tilbudt at rejse med og passe min datter, mens jeg arbejdede og deltog i festivalen. Det havde han strengt taget ikke. Det var sandt, at vi havde talt om det som en mulighed, men han havde ikke lovet mig noget. Tanken om at være fanget på et hotelværelse med et lille barn tiltalte ham ikke. Det forstod jeg godt. Jeg så hende for mig, rode rundt og brokke sig på det væg-til-væg tæppe, jeg er sikker på, gulvet vil være dækket af. Tordenvejrsgråt eller rødt som okseblod. Og jeg så dem for mig gå under regnen i de fremmede gader, søge ly på caféer og museer, tabe plasticskeerne på gulvet og glemme en hagesmæk, hendes hunderangle mellem skrald og tomme kopper på bordet. Så snart jeg havde sendt mailen vidste jeg, at ingen af delene ville komme til at ske. Jeg vil rejse alene. Stige på metroen og siden flyet, alene. Ankomsten, menneskene, sengen, tæppet og håndklæderne på hotelværelset, de fremmede sprog og kanderne med juice i morgenmadsbuffeten; det vil alt sammen være op til mig at forvalte. Siden jeg fødte min datter i maj har mit blik været dobbelt, min færden tynget af hendes stadig voksende vægt og de mange forskellige genstande opretholdelsen af hendes rytme kræver. Åh den dyrebare skrøbelige rytme, mine dages bistre forpagter! I Haag vil jeg befinde mig uden for dens jurisdiktion, let som en fjer og faretruende overflødig. Den første gang jeg rejste fra min søn ramte følelsen af uvirkelighed efter et døgns tid. Han var 11 måneder gammel. Euforien over at læse, gå og sove uden forstyrrelser var dampet af, og jeg vandrede hvileløst omkring i byens brostensbelagte gader, gennem universitetsparken og langs med floden Cam. Al byens middelalderlige skønhed var spildt på mig. Som en bortløben fange længtes jeg efter at blive opdaget og ført tilbage til min celle. Flugten åd mig hurtigt op.